Skip to content
Færdig Som Tryllekunstner Til Konfirmation

Kære læsere,

Så har jeg langt om længe afviklet og overstået (det lyder lidt negativt, I know – det er det ikke!) årets travleste periode – nemlig konfirmationsperioden. Det har været en udsøgt fornøjelse at agere underholdning til konfirmation rundt i hele Danmark i alle afkroge på både Fyn, Jylland og Sjælland. Hold op, hvor har jeg nydt at fascinere så mange glade selskaber og konfirmander. Især konfirmanderne har overrasket mig med deres smil, gåpåmod og imødekommenhed i forbindelse med mit show og inddragelsen af dem – ungdommen er simpelthen bare outstanding!

Fantastisk tryllekunstnerfølelse

Jeg står tilbage med en følelse af, at den seneste halvanden måned har været helt igennem fantastisk at være tryllekunstner ved. Jovist, det har været hårdt og krævende at få kalenderen og tidsplanen til at gå op, og jeg har desværre også måttet afvise en betydelig portion arrangører, da jeg ikke har haft mulighed for at passe dem ind i min travle kalender. Heldigvis for mig at det noget af et luksusproblem, og jeg er dybest set bare taknemlig for, at så mange har udvist interesse for mit erhverv som tryllekunstner, og at arrangørerne har haft lyst til at overraske konfirmanderne og selskaberne med en anderledes underholdning ved konfirmationen.

Dette forår har mere end 20 konfirmationsselskaber haft mig ude at optræde hos dem, og derudover har jeg haft en del øvrige arrangementer (firmafester, fødselsdage og bryllupper), som også har været en del af min travle kalender i samme periode. Derfor kan I måske forestille jer, at det sommetider har været ret presset at nå det hele – særligt når arrangementerne jo alle har ligget i weekender og på helligdage.

Ikke lutter lagkage at underholde denne gang

For nu 10-12 uger siden pådrog jeg mig en overbelastning i lænden i forbindelse med min anden store interesse, nemlig styrketræning. Det resulterede desværre også i, at lænden var stærkt medtaget de første weekender, jeg skulle optræde som tryllekunstner ved konfirmationerne. At sidde i en bil igennem længere tid var skrækkeligt, og jeg måtte planlægge stop undervejs bare for at have mulighed for at stoppe og strække lænden ud, når køreturene var lange.

På scenen var jeg også udfordret men takker min krop for at producere nok adrenalin til udelukkende at fokusere på min optræden og glemme smerterne for en stund. Det fyldte og fylder mig stadig med en kæmpestor glæde og stolthed – at jeg rent faktisk har formået, i den allertravleste periode på året med en smertefuld lænd, alligevel at optræde på samme niveau som normalt. KÆMPE SEJR!

Albanien, here we come!

I starten af juni rejser min kæreste og jeg igen, igen på ferie – SURPRISE!!! Denne gang går turen udenfor EU, hvor vi skal prøve kræfter med Albanien. Albanien er for mange en noget alternativ og ukendt feriedestination, og vi ser frem til at opleve den kultur og natur, der hersker i landet. De af jer, der kender mig eller har fulgt med på bloggen gennem tiden ved også, at min kæreste og jeg begge to holder af fysisk aktivitet, og samtidig er vi nysgerrig på verden og på at suge alle de forskellige indtryk til os, vi kan. Derfor glæder vi os atter engang til at forlade Danmark for en stund, udforske Albanien og naturligvis også at få opladt batterierne ovenpå en hektisk og travl underholdningsperiode.

Underholdning til bryllup og fødselsdag venter

Med konfirmationernes afslutning ser jeg frem til en hverdag med færre optrædener igen. Dog har jeg heldigvis bookinger de næste mange weekender, og her skal jeg bl.a. underholde som tryllekunstner til bryllup og tryllekunstner til fødselsdag. Juni og juli plejer egentlig at være forholdsvis stille måneder, da størstedelen af befolkningen holder sommerferie – enten i Danmark eller i udlandet – og derfor er efterspørgslen som oftest ikke særlig stor i disse måneder. Det har jeg det nu egentlig godt med, og det giver mig i stedet tid til at lægge mit fokus andre steder – eksempelvis på mit one-man show DRAMAGISK, som jeg skal på tourné med til oktober. Derudover er der også et andet spændende projekt under opsejling, som jeg glæder mig til at fortælle jer mere om, så stay tuned!

… Og så husk lige, at min kalender igen er fyldt med luft til jer, hvis I nu har et arrangement i den nærmeste fremtid, hvor det kunne give mening at booke mig som tryllekunstner og underholder.

Kæmpe tak for jeres læselyst endnu en gang – vi snakkes inden længe! 🙂

//Nicolaj

Andre
blogsider