Halløjsa alle,
Så ramte vi slutningen af oktober måned, og det betyder naturligvis, at endnu et blogindlæg i føljetonen er klar til jer! 🙂
Den seneste måned har været fuldstændig sindssyg og vanvittig i mit liv som tryllekunstner til fest. Hold op, hvor har det været fedt at turnéer rundt med mit første one-man show DRAMAGISK som professionel tryllekunstner. Jeg har været i alle afkroge som tryllekunstner i Jylland, og har sågar også optrådt som tryllekunstner på Fyn (Sjælland, bare vent, jeg skal nok få tid til også at aflægge jer et visit!).
6 one-man shows på 16 dage
Som I måske kan fornemme, har oktober måned været den travleste (jaja, jeg har skrevet det et par gange før, men denne gang har det uden tvivl toppet!) i min karriere som tryllekunstner. Ikke blot fordi jeg har skullet skabe festunderholdning på 6 forskellige klubber og teatre, men også fordi jeg har øvet mit one-man show derhjemme foran spejlet hver dag i 30-40 dage. Udover det har hovedet kørt med 100km/t for ja: Jeg har været i tvivl mange gange undervejs i processen, om hvorvidt mit show ville falde igennem og blive en fiasko. Derudover bør jeg nævne, at jeg har følt en høj grad af nervøsitet, jeg kun har oplevet få gange gennem min karriere som tryllekunstner. Faktisk tror jeg ikke, jeg har været så nervøs inden en optræden, siden jeg startede med at optræde som professionel tryllekunstner til fester. Som turnéen er skredet frem, er jeg dog blevet mere komfortabel med det at stå på en større scene og blive, lad mig være ærlig, gennembelyst direkte ned i skallen, så det er næsten umuligt at se publikum (det hjalp dog en del, at jeg kunne HØRE dem!).
Heldigvis er nervøsitetsforbandelsen blevet brudt i det sekund, jeg er trådt på scenen. Der er mit store fokus på at være koncentreret og gøre det, jeg ved, jeg er god til. Det uanset antallet af gæster, der er mødt op. Billetsalget er for øvrigt gået langt over min egen forventning. Jeg kalkulerede for et halvt års tid siden med, at det ville være fint for mig at sælge 20 billetter i gennemsnit rundt på stederne (altså et totalsalg på ca. 120 billetter). Som komplet ukendt kunstner i et i forvejen nichepræget erhverv, mange ikke kender specielt meget til, satte jeg baren lavt. Nu kan jeg på den anden side stolt fortælle, at billetsalget har ligget på omkring 65 pr sted (altså et totalsalg på ca. 390 billetter og dermed mere end en tredobling af mit eget estimat), som selv når jeg læser det virker fuldstændig surrealistisk. Jeg er så taknemlig for, at så mange har haft lyst til at købe billet til min form for underholdning!
En magisk og lærerig proces
Selvom roen har været svær at finde, og tvivlen i perioder har fyldt mere end hvad godt er, har processen været ekstremt lærerig og fed at være i. Jeg har lært en helt masse om, hvordan jeg agerer i pressede situationer, og ikke mindst en masse om, hvordan jeg agerer på en scene. Et eksempel er, at jeg altid er sprængfyldt med energi, når jeg optræder, og derfor har jeg også for vane at gå meget (læs: rigtig meget) rundt, når jeg optræder som tryllekunstner. Netop mine bevægelser er jeg blevet meget opmærksom på i processen, da det gik op for mig, at publikum (selvfølgelig!!) kan finde det stressende og forvirrende, når jeg vader rundt på scenen uden at have et mål med det. Bare frem og tilbage. Helt lavpraktisk er det én ting blandt flere, jeg konkret vil ændre fremadrettet. Og nej: Jeg kommer ALDRIG til at stå helt stille, men alt med måde! Ydermere har jeg altid tænkt, at min stemme uden problemer er i stand til at råbe næste en hvilken som helst forsamling op, og derfor startede jeg også ud med at frabede mig mikrofoner. Dog blev jeg hurtigt omvendt, da jeg erfarede, at lyden på bare lidt større scener, end dem jeg har været vandt til at stå på, hurtigt bliver opslugt af rum, vægge og tilskuerfyld. Fremover og et eventuelt nyt one-man show i fremtiden vil jeg uden tvivl bede om en påmonteret mikrofon, så jeg ikke risikere at tabe nogle undervejs. Og så er det naturligvis også rart for min stemme, hvis ikke den skal skrues unødvendigt op hele tiden grundet en manglende mikrofon.
Et tilbagevendende positivt indtryk
Nu står jeg på den anden side og må tilstå, at min tryllekunstnertourné er gået over al forventning! For søren, hvor er det en skøn følelse at kunne se tilbage på oktober måned og konstatere, at folk har været så søde og tilfredse med det, jeg har vist dem. Jeg har modtaget så mange positive ord og roser fra publikum, at jeg kan leve højt på dem længe. Det bekræfter heldigvis også, at jeg med stolthed kan kalde mig professionel tryllekunstner, og at mit niveau rækker til at kunne sammensætte et one-man show på egen hånd. I sidste ende er det jo ene og alene op til publikum at vurdere, om jeg har formået at gøre mit arbejde ordentligt – det tyder det heldigvis på, jeg har.
Hverdagen kalder
Ovenpå en heftig måned vender jeg stille og roligt tilbage til ”kun” at optræde på normalvis, hvilket jeg glæder mig meget til. Dem, der har fulgt med på Instagram eller Facebook ved også, at jeg ikke har kunnet dy mig for også at gennemføre et par shows sideløbende med min tourné. Og sådan er det jo, når man virkelig elsker og brænder for sit arbejde!
Nu venter november og december måned, hvor jeg skal agere underholdning til julefrokost. Min kæreste og jeg har dog et lille ”ærinde” på Gran Canaria fra d. 20. november til d. 27. november, hvor vi skal ned og oplade os selv mentalt, så jeg er klar til endnu en travl sæson som tryllekunstner til julefrokost.
En del arrangementer er allerede noteret i kalenderen, men jeg har ledige datoer endnu. Derfor synes jeg da, du skal gøre dig selv en tjeneste og planlægge årets underholdning til julefrokost ved at booke mig. Udfyld let og hurtigt kontaktformularen på kontaktsiden – så vender jeg tilbage med et skarpt tilbud på et uforglemmeligt trylleshow til julefrokosten.
Det var vist alt for denne gang. Tusind tak for jeres læselyst, og fordi I måned efter måned har lyst til at læse med på, hvad der sker i mit liv som tryllekunstner. Det er en væsentlig årsag til, jeg bliver ved med at lave disse indlæg, så tak for det!
Tilbage er der bare at sige: På gensyn i november! 🙂
//Nicolaj