Hej alle,
Velkommen til (slutningen af) min yndlingsmåned (jep, den er god nok, jeg har fødselsdag d. 27. september!), og ikke mindst velkommen til endnu en opdatering i mit forholdsvis travle tryllekunstnerliv.
Nu varer det dæleme ikke længe, inden jeg skal på min allerførste showtourné nogensinde som tryllekunstner – er du vimmersvej, hvor bliver det vildt, og hvor glæder jeg mig til at underholde som tryllekunstner, mentalist og komiker.
Jeg har siden starten af året set frem mod den periode, der venter mig i starten af oktober, og månederne er brugt på intensivt at øve nye og ”gamle” tryllekunster. Det har været en spændende og lærerig proces, og jeg har da også set mig nødsaget til at skrotte mange (læs: RIGTIG MANGE!) af de trylleeffekter, jeg i starten havde tænkt mig skulle være en del af showet. Det viste sig imidlertid, at de enten ikke var mig eller ikke i nærheden af at være så underholdende, som jeg troede. Men hellere skrotte dem inden end efter showet, så I ikke skal pines med dem… 🙂
Nu har jeg skåret trylleshowet så meget ind til benet, at jeg tror, det er nogenlunde komplet. Den sidste periode skal gå med at øve trylleshowet, så det er helt klar til premieren tirsdag d. 8. oktober, hvor jeg skal optræde på Comedy House i Viborg. WOW, DET BLIVER FEDT!
Billetsalget er heldigvis gået over al forventning, og de to shows i Århus er begge to mere eller mindre udsolgt. Derudover ligger det gennemsnitlige billetsalg over hele landet på lige omkring 50, hvilket jeg er MEGET tilfreds med. At kunne sælge så mange billetter som ukendt i et i forvejen nichepræget fag, synes jeg er så fedt!
Men FØRST en ferie
De af jer, der læser med herinde eller kender mig, ved også, at en ferie er under opsejling, og den glæder jeg mig ufattelig meget til. Faktisk mere end nogensinde, da det er sidste mulighed for at lade batterierne op, inden det hele oktober går løs med one-man showet.
Så d. 24. til d. 1. oktober drager vi mod den portugisiske øgruppe Azorerne, og her kan jeg forsikre jer, at jeg IKKE skal hverken trylle eller beskæftige mig med mit erhverv som tryllekunstner (som om jeg kan lade helt være, men jeg prøver!). I stedet fokuserer min kæreste og jeg på kvalitetstid og lange gåture i det naturskønne terræn. Vi er, som jeg har nævnt nogle gange, pjattet med at vandre i bjergene og suge alt til os af andre landes smukke natur og kultur.
Travl oktober som tryllekunstner
Foruden 6 trylleshows i hverdagene på spillesteder rundt i hele landet, skal jeg naturligvis stadigvæk underholde ved div. selskaber i weekenderne som normalt. Derfor er det ikke ”kun” de 6 shows ifm. min showtourné, der skal afvikles, men også mine normalt beliggende. Det medvirker selvfølgelig også til, at oktober bliver lige dét mere hektisk end andre måneder, da jeg som regel ”kun” optræder i weekenderne.
Jeg påtager mig alene skylden for ovenstående, for jeg kunne jo bare have ladet være at booke andre trylleshows ind og bare fokusere på min tourné. Til gengæld husker jeg også mig selv på, hvor fedt mit job som tryllekunstner er, og at det er, når jeg optræder for selskaber, jeg virkelig mærker, jeg lever. Det giver mig en enorm energi og tillid til mig selv, når jeg har været på scenen som tryllekunstner, og feedbacken lyder på, at det er gået ret så godt. Så ved at have trylleshows i weekenderne sideløbende med min tourné, kan man også argumentere for, at jeg hele tiden holder mig varm, skarp og klar i pæren hvad trylleriet angår.
Oplev trylleri, mentalisme og komik på en ny måde
Min forhåbning er, at I har lyst til at købe billet til mit show, som starter i Viborg d. 8. oktober. Tourplan, billetkøb og en uddybende forklaring på, hvad trylleshowet handler om, kan alt sammen findes HER. Og hey: Hvis I ikke orker at klikke jer ind på linket, kan jeg fortælle, at jeg foruden Viborg også optræder som tryllekunstner i Aalborg, Aarhus, Kolding og Svendborg. Måske flere shows bliver sat op i fremtiden, hvis gejsten og feedbacken er god, og hvis jeg har lyst til at vise flere byer, hvad trylleri kan.
Jeg er meget stolt over at være nået hertil, hvor jeg er i dag, og jeg glæder mig absurd meget til at se, hvad fremtiden bringer. Mine ambitioner rækker pt ikke ud over landets grænser, men jeg kunne godt tænke mig at stille mig på nogle af Danmarks helt store scener og optræde med det, jeg virkelig elsker og brænder for.
Book mig til dit arrangement
Selvom one-man trylleshowet bærer det meste af mit fokus for øjeblikket, kan jeg naturligvis stadig bookes som underholdning til fest. Jeg kan se, at underholdning til julefrokost for alvor er begyndt at røre på sig, og min kalender bliver på stille og rolig vis fyldt ud.
Hermed en hurtig anbefaling: Hvis I skal nå at sikre jer årets underholdning til julefrokost, er det en fornuftig idé at forespørge på underholdningen allerede nu. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, det bare er et spørgsmål om tid, før især firmaer for alvor begynder at henvende sig.
Smid mig en besked eller udfyld formularen på kontaktsiden, hvis vi skal planlægge en omgang magisk, fascinerende og ikke mindst hamrende morsom underholdning til julefrokosten.
Endnu en gang en stor tak til jer, som har læst med på denne måneds blogindlæg. Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til jer i næste måned. Denne gang med en opdatering på, hvordan tournéen er gået. Kryds fingre for mig, og så ses vi inden længe – forhåbentlig et sted derude til mit one-man show! 🙂
//Nicolaj