Skip to content
Et Aktuelt Indblik I En Tryllekunstners Liv

Hej alle,

Så er jeg tilbage med endnu et blogindlæg på, ja, bloggen. Jeg tænkte, det kunne være interessant for jer at høre lidt om, hvordan det går her i tilværelsen, men også lidt mere om, hvorfor en tryllekunstner er genial som underholdning til festen. Lad mig starte med at fortælle jer, at jeg, som det ser ud lige nu, optræder næsten HVER WEEKEND. Det er helt sindssygt, og jeg kan slet ikke forstå, at den foregående nedlukningsperiode i december har kunnet booste mit erhverv så meget. FANTASTISK!

En tryllekunstner i hopla

Som antydet ovenfor er jeg ekstremt glad og taknemlig for, at arrangører ønsker at booke mig som underholdning til festen. For blot få måneder siden så det sort ud for alle os i underholdningsbranchen, da coronaen jo, igen igen, satte en stopper for, at vi kunne optræde. Det var en kedelig og lettere (læs: meget) irriterende periode, hvor jeg igen skulle forholde mig til adskillige aflysninger og om bookinger. Jeg fik mange flashbacks fra henholdsvis 1. og 2. lock down, og jeg kan huske, jeg tænkte: det er bare løgn, ikke igen.

Heldigvis åbnede Danmark op igen efter en lille måned, og jeg havde igen mulighed for at optræde som tryllekunstner ude i det ganske land.

Fest og underholdning

Den seneste periode har jeg, som beskrevet, haft utrolig travlt med at køre land og rige rundt for at optræde. Jeg har været vidt omkring – både Sjælland, Fyn og Jylland har vist interesse for mit trylleshow. Senest var jeg på Sjælland for at underholde 100 gæster ved Høje Taastrup Kommunes gallafest (fun fact: Borgmester Michael Ziegler var også til stede under showet, og han roste det heldigvis ydmygt efterfølgende). Det var et arrangement, som jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Hold op, hvor var det fedt at stå foran så mange glade gæster, som virkelig var friske på alt, jeg udsatte dem for.

Generelt har jeg haft mange forskellige optrædener gennem den seneste periode – månederne januar, februar og marts byder som regel på meget få jobs (julen og nytåret er overstået, og størstedelen af befolkningen tænker ikke i decideret festbaner disse måneder), men en enkelt eller to fødselsdage plejer at snige sig ind i kalenderen.

I år har piben dog en helt anden og meget interessant lyd. Jeg er blevet booket til alt fra fødselsdage og firmafester til bryllupper og gallafester. Det har været meget interessant, og jeg har sjældent haft mulighed for at optræde ved så mange forskellige fester over så kort en periode.

Travl tid i vente som tryllekunstner

Onsdag d. 30. april tager jeg et smut til Gran Canaria, hvor jeg skal holde en uges velfortjent ferie. Jeg starter dog mere eller mindre lige på og hårdt efter min hjemkomst, hvor jeg skal optræde ved årets første konfirmation lørdag d. 9. april i Roskilde. Jer, som har fulgt med i min karriere, ved også, at jeg er bosiddende i Århus, så vi lægger hårdt ud med en 3-timers køretur til djævleøen. Men ved I hvad? Jeg ELSKER det!

Der er bare noget specielt over konfirmationsperioden. Heldigvis har flere arrangører med årene også åbnet deres øjne for, at en tryllekunstner til konfirmationsfesten er et oplagt, anderledes og fornuftigt valg.

Så der er allerede nu ufattelig mange glade, unge mennesker, som skal overraskes og fortrylles i løbet af april, maj og juni. Jeg er overbevist om, at det bliver en skøn oplevelse trods mange kilometer på vejene og mange dage med travlhed og stress.

Tryllekunstnerens afsluttende ord

Således rundes dagens blogindlæg af – tusind tak for jeres læselyst, og for at I gang på gang støtter mig i mit projekt. Uden jeres hjælp var hverken jeg eller den her blog absolut ingenting.

Nu vil jeg bruge det næste stykke tid på at forberede en masse konfirmationsshows, hvor jeg er så heldig at være booket som underholdning. Har I et arrangement i tankerne, hvad enten det er en konfirmation eller noget helt andet, er I meget velkomne til at sende en forespørgsel, så vi sammen kan overraske, behage og fascinere selskabet. Det vil jeg glæde mig meget til at høre om.

Skulle nogen være interesseret i at opleve mere af min hverdag, eller kan nogen simpelthen bare ikke få nok af mig, opdaterer jeg jævnligt min Instagram og Facebookside. Så klik jer endelig ind og smid et ”Like” afsted – det gør en 29-årig tryllekunstner som mig varm om hjertet.

Alt det bedste fra mig og rigtig god dag til alle.

//Nicolaj

Andre
blogsider