Kære alle,
Jeg tænkte, det var på tide med endnu et blogindlæg til jer, der finder mit erhverv som tryllekunstner interessant. 🙂
…. Og hvad er mere nærliggende end at se tilbage på året, der er ved at være gået? For det har på mange måder været et meget specielt år på både godt og ondt.
COVID og tryllekunstner
Som det første vil jeg gerne beklage, at det nu igen igen skal handle om corona. For som om vi ikke har hørt nok på den og dens hærgen i både 2020 og 2021. Ikke desto mindre har virusset haft kæmpestor indvirkning og påvirkning på mig i hele 2021 – jeg taler garanteret på langt de flestes vegne her.
2021 har dog også været året, hvor jeg havde den absolut travleste konfirmationsperiode. Mest fordi konfirmationerne i foråret blev aflyst pga. corona – for derefter at blive flyttet til primært august/september. Det betød, at planlægningen og kalenderen var ekstrem svær at overskue og sammensætte. Jeg måtte naturligvis skuffe en masse arrangører, da deres søns/datters nye konfirmationsdato desværre faldt sammen med, at jeg i forvejen havde booket andre shows ind. Det skabte et helt naturligt kaos, som var svært for mig at administrere og navigere i.
Omvendt var det ekstremt positivt at være så eftertragtet som tryllekunstner – det gav mig et stort boost og masser gåpåmod! 🙂

Markedsføring
Med lange perioder, der bød på absolut nul shows, måtte jeg tænke alternativt. Derfor besluttede jeg mig for at 2020 og 2021 skulle være årene, hvor jeg ville gå all-in på markedsføringsdelen. Jeg kunne her vælge at betale et firma for at stå for markedsføringsdelen – eller også kunne jeg selv læse og lære om det. Mit valg faldt hurtigt på den sidste mulighed, for jeg skulle jo lave et eller andet, når landet i forvejen var lukket ned. Derudover bestræber jeg mig på at efterleve ordene: ”Hvis andre kan, kan du også”. Alene af den grund, at jeg valgte at beskæftige mig med markedsføring, blev 2021, trods nedlukning, året, hvor jeg uden sammenligning fik flest forespørgsler og bookede shows. Det er jeg nu alligevel ret stolt af – og så kostede det mig sådan cirka nul kroner i forhold til, hvis et firma skulle have gjort det for mig.
Tryllekunstner anno 2022
Nu står 2022 for døren, og jeg har høje forventninger til det kommende år. Jeg ser allermest frem til igen at kunne optræde som tryllekunstner til div. arrangementer. Desværre er en del julefrokoster gået i vasken i december 2021 og januar 2022. Aflysningerne gør mig blot mere sulten for igen at køre landet rundt og skabe glæde og fascination. Min forhåbning er, at Danmark ikke står overfor en lige så aggressiv lockdown som de to foregående, som potentielt kan tvinge forårets konfirmationer til først at blive afviklet i sensommeren/efteråret 2022. Det ville være en skam, når man som jeg brænder for at gøre en forskel og efterlade et helt specielt indtryk. Konfirmationer hen over sensommeren/efteråret lyder derfor som en noget uoverskuelig tidshorisont pt.
Dog er jeg indstillet på, at der altid er noget positivt at finde i alt. Tvinges jeg ud i ”ferie”, har jeg samtidig mulighed for at perfektionere mit show endnu mere.

Tryllekunstneren takker af
Tusind tak, fordi I har læst med hertil! Hvis I sidder med et arrangement i tankerne, hvor en tryllekunstner kunne passe ind i underholdningsdelen, kan I altid læse mere om, hvad jeg tilbyder, ved at klikke jer ind på én af nedenstående sider:
Tryllekunstner og underholdning til konfirmation
Tryllekunstner og underholdning til julefrokost
Tryllekunstner og underholdning til firmafest
Tryllekunstner og underholdning til bryllup
Tryllekunstner og underholdning til fødselsdag
Tryllekunstner og underholdning til fest
For nu vil jeg blot ønske jer alle sammen et rigtig godt nytår.
På gensyn i 2022! 🙂
//Nicolaj