Skip to content
En Tryllekunstners Sommerferie

Kære læsere,

Vel mødt til endnu et blogindlæg! Sommeren er over os (nuvel, vejret pt. vidner ikke decideret om sommer, men sådan er det jo i Danmark), og langt de fleste holder sommerferie enten i Danmark eller udlandet. Det betyder også, at jeg lige nu nyder en periode med færre shows og mere afslapning, hvilket jeg mildest talt er yderst tilfreds med. På den måde har jeg mulighed for at catche op på hængepartier i privaten og lægge planer for de kommende måneder. Og ja, så er jeg heldigvis også blevet bedre til at tvinge mig selv til at lave absolut ingenting.

At koble fra som tryllekunstner

Jeg tror meget på, det er vigtigt at kunne koble fuldstændigt fra fra tid til anden. Særligt i mit erhverv som tryllekunstner er det vigtigt at prioritere at slå hjernen og projekterne fra. Mit kontor er, nok ikke så overraskende, derhjemme, så det er ufattelig let for mig at falde i ”fælden” og påbegynde et nyt, erhvervsrelateret projekt. Det er stadig noget, jeg øver mig meget på, fordi jeg netop elsker og brænder for mit tryllekunstnererhverv. Faktisk tror jeg ikke, der er særlig mange, der er i tvivl om, hvor meget jeg elsker det, jeg laver – de (heldige), som har set mig underholde til en fest live, er i hvert fald ikke i tvivl om, hvor glad og taknemlig jeg er for at kunne leve af det, der startede som en hobby.

Når det er sagt, er det også vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke som sådan ser mit erhverv som et egentligt ”arbejde” – og gudskelov for det! Faktisk kan jeg ofte bruge mit erhverv til at koble fra, fordi jeg f.eks. også nyder at se videoklip på diverse sociale medier med tryllekunstnere og mentalister, der imponerer rundt omkring sig. Det er lidt en win-win oplevelse for mig, idet jeg både bliver underholdt, men også fordi jeg sommetider ser noget, der giver anledning til at kreere noget nyt trylleri eller underholdning til mit eget show.

Så for mig er det vigtigt at tillade mig selv ikke at lave noget som helst arbejdsrelateret, men alligevel en del af min hverdag. Og den balance er jeg vild med!

Shows i sommerferien

Som tryllekunstner holder jeg dog sjældent helt fri – det er mest, når jeg bliver tvunget til det grundet manglende forespørgsler eller showbookinger. I kraft af at mit virke er gået fra hobbyplan til et professionelt plan, betyder det også, at jeg heldigvis får en del forespørgsler uanset tidspunkt på året. Derfor betyder ordet ”ferie” for mig egentlig bare, at jeg er i en periode med færre shows end normalt. I juli har jeg netop færdiggjort mit sidste show, som betyder et samlet antal shows på 5 – altså omkring 1 show om ugen, hvilket er MEGET tilfredsstillende sommerferien taget i betragtning. Derudover har jeg allerede nu booket 4 shows ind i august, hvilket er lige så tilfredsstillende. Lige præcis juli og august er såkaldte ”døde” måneder for både mange af mine kollegaer og jeg selv, fordi danskerne som sagt holder ferie og prioriterer tid med deres kære.

Underholdning til bryllup

80% af mine optrædener i disse måneder er bryllupsfester, og indtil videre har de alle sammen været en stor fornøjelse at tage del i. Så betydningsfulde begivenheder er bare helt specielle og noget ganske særligt at være en del af. Derfor suger jeg også alt, hvad jeg overhovedet kan, til mig, når jeg bliver booket som tryllekunstner til bryllup.

Afstandsmæssigt har jeg også underholdt vidt omkring. Sådan er det jo, når trylleriet skal være en levevej. Jeg har underholdt ved bryllupsfester i både Jylland, på Fyn og på Sjælland (denne måned mest på Fyn), og alle bryllupsarrangementerne har huset glade, tilfredse og overraskede bryllupspar, gæster og arrangører. Skønt!

En tryllekunstner der (åbenbart) ikke kobler helt fra alligevel

Ironisk nok har jeg siddet og formuleret dette blogindlæg i en periode, hvor jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke skal tænke på mit arbejde overhovedet. Det endte det så med alligevel. Men hold op, hvor er det svært at lægge fra sig, når det er noget, man brænder så meget for. Det håber jeg sandelig også, nogle af jer kan nikke genkendende til!

Dog er min følelse omkring det, at jeg trods alt er blevet bedre til at kontrollere og balancere arbejde kontra privatliv. Men jeg må også indrømme, at det i perioder er svært. Jeg forsøger hele tiden at blive bedre, og hvem ved: Måske jeg en dag finder den helt perfekte balance mellem privaten og arbejdet.

Så for at afrunde indlægget, er der ikke sket det store siden sidst, og pt nyder jeg bare stilheden…… Og et par shows. 😉

Tak for jeres læselyst endnu engang – I skal vide, jeg sætter høj pris på jeres tid!

På glædeligt gensyn i august, og fortsat god sommer. 🙂

//Nicolaj

Andre
blogsider