Skip to content
2024 – Et Godt År I Vente

Kære læsere,

Rigtig godt nytår! – Jeg håber, jeres 2024 er startet fornuftigt ud på lige præcis den måde, I havde håbet på. Og hvis ikke, ja, så har I jo et helt år til at opnå præcis det, I havde håbet på.

Jeg selv startede 2024 stærkt ud med en ferie til fantastiske Fuerteventura – en flot ø med gold men skøn natur og en masse bjerge. Her fik min kæreste og jeg gået en masse vandreture i højderne, og vi fik oplevet alt det, Fuerteventura har at byde på. Sikke en oplevelse!

Aldrig helt fri som tryllekunstner

Som professionel og dermed også selvstændig tryllekunstner kan jeg heldigvis holde fri, når det passer mig (naturligvis så længe, jeg ikke skal optræde), og min kærestes arbejdsplads er heldigvis også meget fleksible, når det gælder afholdelse af ferie. Så med en lang og travl julefrokostsæson sidste år fyldt med underholdning til julefrokoster, var det tiltrængt at trække stikket og koble fra.

Meeeeen de af jer, der kender mig ved dog, at jeg, selv når jeg holder ferie, ikke afholder mig fra at planlægge det næste show eller udtænke nye effekter eller jokes ind i mine shows. Så helt fri kommer jeg nok aldrig til at holde, og det er lige præcis sådan, det skal være i min optik. Altså når man har et job, man virkelig elsker og brænder for.

Stormende stille start

Januar og februar måned er og har altid været blandt de værste måneder showmæssigt for mig som tryllekunstner. Nu hvor julen og nytåret er overstået, er det som om, befolkningen igen skal finde tilbage i de faste rutiner med fast arbejde og en smule mere struktur. Derfor er det heller ikke lige festbaner, de fleste tænker i i begyndelsen af året – og sådan har det været i alle mine år som underholder til festen.

Mit første job i år er søndag d. 28. januar, hvor jeg skal underholde som tryllekunstner ved en fødselsdag, hvilket jeg ser meget frem til!

Jeg har gennem de seneste måneder haft megen kontakt med fødselaren, en 75-årig herre, som både elsker at hyggesnakke som jeg selv, men som samtidig (heldigvis) også glæder sig meget til at overraske selskabet med min underholdning.

Når jeg har kontakt med en arrangør, går jeg højt op i, at både de og jeg skal have så godt et forløb som overhovedet muligt. Det handler altså ikke kun om selve showet, men også om at arrangøren skal føle sig tryg hele vejen igennem processen. Lige fra første henvendelse til efter showet.

Min erfaring gennem mere end 16 år har vist mig, at overraskende mange arrangører er lettere skeptiske under den første samtale. Af en eller anden årsag har de brug for, jeg bekræfter, sommetider flere gange, at jeg altså er ”ægte”, dukker op og har styr på, hvad jeg laver. Det hænger nok især sammen med, at tryllekunstnerfaget hos mange arrangører er meget flagrende og hemmelighedsbetonet, og samtidig er det et fag, mange lægfolk ikke har et særlig stort kendskab til. Derfor bruger jeg ekstremt mange kræfter på at berolige og fortælle arrangørerne, at jeg for det første er professionel tryllekunstner og mentalist, lever af erhvervet og har mange års erfaring, og at de skal være fuldstændig rolige og stole på, de er i gode hænder hos mig. Præcis det er jeg gennem tiden blevet rost og anerkendt meget for, og det gør mig utrolig glad og stolt.

Konfirmationsforespørgslerne vælter ind

Trods en stille januar overvældes jeg pt af henvendelser omhandlende årets konfirmationer. Igen kan jeg konstatere, at trylleri og mentalisme er en storvindende og storhittende underholdning til konfirmationen blandt særligt forældre, idet det er en skøn måde at undgå en pinlig tale og i stedet overraske konfirmanden og det øvrige selskab. Den påstand er jeg heldigvis helt enig i! Jeg elsker at underholde ved konfirmationer, og derfor specialskriver jeg også et show målrettet netop denne arrangementstype hvert år.

Jeg tør godt lægge hovedet på blokken allerede nu og konstatere, at konfirmationerne i 2024 igen, igen, igen bliver den absolut travleste periode for mig. Og dét er fedt! Som tryllekunstner til konfirmation glæder jeg mig helt absurd meget til at skabe storslået underholdning, fascination og ikke mindst en masse grin og overraskelser!

Så går du med tanker på at overraske årets konfirmand med noget anderledes, magisk og hylende morsomt, så tøv ikke med at sende en forespørgsel gennem kontaktformularen. Da jeg får mange henvendelser for øjeblikket, er det med at forespørge i tide, da risikoen for, jeg allerede er booket pågældende dato, med tiden bliver større. Blot en opfordring!

Tak, fordi I endnu engang har læst med på månedens blogindlæg – vi læses ved igen i februar, ha’ det rigtig godt så længe! 🙂

//Nicolaj

Andre
blogsider