Hejsa alle sammen, og velkommen til det allerførste blogindlæg i 2023! 🙂
I dag vil jeg give jer i et indblik i, hvad jeg har sat mig af mål for dette år set fra det erhvervsmæssige perspektiv. Efter gentagne nedlukninger, usikkerhed på jobfronten samt et stærkt comeback i 2022, som har været mit travleste år hidtil, tænkte jeg, at det var på sin plads at formulere et par drømme/mål for fremtiden. Mine umiddelbare tanker og grundlag for det er, at det altid er sjovt at se tilbage på dette blogindlæg og gøre status, når vi nærmer os udgangen af 2023. Derudover har jeg gode erfaringer med det at realisere drømme/mål, når de står nedskrevet fremfor blot at være ideer i hovedet. Så here goes!
Book unik underholdning til festen i dag
Markedsføring, passion og flere jobs
Mit ultimative mål er egentlig ret simpelt: Gør det, du elsker. Det er absolut ikke alle, der med ro i stemmen kan sige, at de lever af at optræde som tryllekunstner og mentalist. Ja, faktisk bare at de lever af det, de elsker.
Jeg bliver både stolt og rørt, når jeg tænker på, hvor langt jeg er kommet indenfor netop tryllekunstnererhvervet – et erhverv, langt de fleste gennem årene har både betvivlet og fnist af, når jeg har fortalt dem, at det var min store passion, og at det var mit mål at leve af det.
Nuvel, på sin vis kan de have et fornuftigt argument i ryggen: Trylleri er fortsat et nichefag, som stadig mange har ringe eller slet intet kendskab til. I hvert fald har adskillige, jeg har snakket med, en fordom om, at trylleri er et erhverv, man ikke kan leve professionelt af, og at det blot er noget, børn synes er sjovt. Det har jeg heldigvis modbevist i 2021 og 2022, hvor jeg virkelig har haft succes med forespørgsler og showbookinger, efter at jeg brugte Corona-tiden på at udvikle min virksomhed bl.a. på markedsføringsdelen.
Året 2023 skal derfor være året, hvor jeg kommer længere i min markedsføring, som forhåbentligvis udmønter sig i flere shows på årsplan. Bl.a. vil jeg fokusere på Google Ads, SEO og markedsføring gennem mine sociale medier. I manges øjne lyder det sikkert kedeligt, hvilket det også kan være. Dog er jeg meget bevist om, at det er det, der skal til, hvis man vil kunne kalde sig fuldtidstryllekunstner.
Større scene, billetsalg og TV
I løbet af det seneste års tid har jeg gået med en tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at optræde på en større scene f.eks. et teater. Jeg vil utrolig gerne prøve kræfter med det at underholde et selskab, som fysisk har købt en billet med det formål at se mig optræde.
Jeg er allerede ved at undersøge muligheden for en teateroptræden i forskellige byer, og faktisk er jeg ikke selv klar over, hvorfor lige præcis en teateroptræden er et mål for mig. I min optik lyder det mest af alt bare som et spændende projekt, jeg har lyst til at udforske og dykke ned i.
Går jeg med tanker om at ville være kendt? Eller har livet som professionel tryllekunstner steget mig til hovedet? Absolut ikke. Men jo mere erfaring og jo flere scener, jeg har stået på, jo bedre vil jeg blive som tryllekunstner og underholder. Derfor ser jeg frem til et år, hvor jeg vil afsøge muligheden for at booke/leje et teater, og hvor den almindelige dansker kan indløse billet for at se mig optræde.
Desuden vil jeg undersøge, om en optræden i f.eks. et live TV-program (Go’ Morgen Danmark/Go’ aften Danmark eller lignende) kan effektivisere min virksomhed yderligere. Jeg er en type, som er vild med at rykke grænser. Alene af den årsag giver det mig et kick at tænke på, at jeg står og underholder i en landsdækkende liveoptræden.
Læs mere om mig som tryllekunstner
Optræden for 700 elever og lærere på Risskov Gymnasium
Slutteligt en lille beretning: Jeg blev for halvanden måneds tid siden booket af Risskov Gymnasium i Århus til at optræde for alle skolens ca. 700 elever og lærere. Jeg har et specielt forhold til netop Risskov Gymnasium, da jeg selv har gået der fra 2010-2013. Årene var præget af megen usikkerhed, og jeg brød mig absolut ikke om at være i centrum, sige noget højt på klassen eller fremlægge. Hvilket må siges at stå i skarp kontrast til den person, jeg ser mig selv som i dag.
Min optræden for Risskov Gymnasium gik over al forventning – jeg stod på skolens store scene i salen foran mange hundrede elever og lærere. Og det vigtigste var: JEG NØD DET! Er du vimmer, en eufori af både glæde, spænding og stolthed. En fuldstændig ubeskrivelig følelse, som jeg har svært ved at forstå og sætte ord på.
Lige der, da jeg stod foran så mange glade mennesker, gik det op for mig, hvor langt jeg er kommet, siden jeg i 2013 dimitterede fra Risskov Gymnasium.
Book mig som tryllekunstner til firmafesten her
Jeg takker, bukker og skraber
Endnu engang vil jeg benytte lejligheden til ydmygt at takke alle jer, der har læst med på dagens blogindlæg. Tak for jer!
Årets konfirmationsplanlægning er i fuld gang, og antallet af forespørgsler i januar måned har allerede slået rekord. Med fare for at gentage mig selv, er det den travleste periode på hele året for mig. Jeg har desværre måttet afvise en stor håndfuld forespørgsler allerede nu, da jeg ikke kan få det til at hænge sammen i min planlægning.
Så det er nu, hvis I skal nå at booke mig som tryllekunstner til konfirmation! Send en uforpligtende forespørgsel gennem kontaktformularen, så vi sammen kan planlægge og overraske årets konfirmand. 🙂
Tak for nu, og rigtig god afslutning på januar.
//Nicolaj
Følg mig på mine sociale platforme: