Så ramte vi 2025 – et år med en masse nye planer, tanker og mål for mig som professionel tryllekunstner. Jeg har i 2024 opnået flere ting, som jeg ikke troede ville være muligt, hvis man havde spurgt mig for bare få år siden.
Bl.a. var jeg i oktober måned på min første Danmarksturné med mit første onemanshow DRAMAGISK, som gik over al forventning. Derudover slog jeg i 2024 rekord i antal bookinger for året. Faktisk med en betydelig mængde.
Når jeg gør status for det seneste år, kan jeg sætte et stort, fedt flueben ud for ”GODKENDT”, for det er lige præcis sådan, jeg har det. Meget er gået op i en højere enhed, og så kan jeg sådan set ikke forlange særlig meget mere. Jeg vil spare jer for at skrive mere om 2024 men blot henvise til mit forrige blogindlæg, som i dén grad gør status for året, som nu er gået.

Svingende økonomi som optrædende tryllekunstner
Generelt har jeg erfaret gennem årene, at januar måned som oftest er ret sløj showmæssigt. Dog har jeg i 2025 alligevel præsteret at have et show om ugen i gennemsnit – hvilket faktisk er ret fantastisk med det in mente, at mange af mine kollegaer ikke har en eneste showoptræden.
Jeg ved, at jeg som tryllekunstner til konfirmation og tryllekunstner til julefrokost er garanteret en masse jobs og deraf en fornuftig økonomi i de perioder. Derfor er de mere døde perioder i min optik de vigtigste at showbesætte, da det giver mig en ekstra indtægt, samtidig med jeg får mulighed for at underholde andre end mit eget spejlbillede.
Under de mere hektiske perioder som ovennævnte konfirmations- og julefrokostperiode, går der altid en masse jobs tabt, idet mange ønsker underholdning til fest de samme datoer. Specielt konfirmationsperioden er slem, og der er jeg desværre nødt til at afvise en forfærdelig masse arrangører hvert eneste år. Jeg prøver at blive bedre til at planlægge mine ruter på især de travle datoer, så jeg kan passe så mange shows ind som muligt. Naturligvis uden at gå på kompromis med kvaliteten, for er der noget, jeg hader, er det at skulle skynde mig. Nogle af mine kollegaer vil helt sikkert sige, jeg sætter for meget tid af til hvert arrangement, og at jeg sagtens vil kunne passe flere ind end dem, jeg i forvejen gør.
Det kunne jeg måske, men så ville det blive en del mere stressende for både selskaberne, jeg besøger, og jeg selv. Udover det har jeg stor erfaring med at optræde ved netop konfirmationer, og det er meget sjældent, en tidsplan ikke skrider, hvilket betyder, at jeg har det absolut bedst med at indlægge en buffer, hvis nu noget skrider. For mig er det både irriterende og frustrerende, hvis jeg har placeret to shows for tæt på hinanden tidsmæssigt, fordi jeg så bliver nødt til at ”tvinge mig selv på scenen”, selv hvis selskabet, jeg skal optræde for, endnu ikke er på plads eller har spist færdig.
Der er selvfølgelig grænser for, hvor længe jeg kan afvente, når jeg dukker op ved diverse arrangementer og især konfirmationsfester, men jeg prøver altid at indlægge 15 minutters ekstra tid, i tilfælde af at tidsplanen er skredet. Er det ikke nok, er jeg nødsaget til at insistere på at gå på, da det ellers vil forsinke mig resten af dagen ved de andre arrangementer. Og er der noget, jeg ikke er god til at håndtere, er det stress.
Når det er sagt, forsøger jeg at planlægge mine optrædener således, at jeg kan spare mest mulig tid på vejene, som for mig er en ekstreeeeemt død spildtid. Hvis jeg eksempelvis er booket som underholdning til konfirmation i Skagen, afviser jeg arrangører, som ønsker at booke mig som underholdning til fest på Sjælland – det giver ikke mening for mig at ”spilde min tid” så mange timer på vejene.
Starter 2025 varmt ud
Min kæreste og jeg rejser (SURPRIIIIIIISE) en uge til den Kanariske ø La Palma d. 31. januar, hvilket vi ser meget frem til. Denne gang har vi booket et ophold på et sportsresort med all inclusive, som vi glæder os meget til at opleve. Vi skal dyrke sport, hike, gå og løbe, og vi skal naturligvis opleve øens smukke natur.
Vi skal bl.a. bestige en aktiv vulkan, som vistnok stadig udskiller varm svovl. Det er vi helt sikre på nok skal blive en speciel oplevelse.
Som beskrevet længere oppe er januar og februar som oftest døde perioder i min kalender, og derfor er det en oplagt mulighed at forlade Danmark for en stund. Det er givtigt og giver et pusterum, så jeg er klar til alt det, månederne efter byder på – for de bliver travle!

Skal årets underholdning til konfirmation sikres?
Jeg får utrolig mange henvendelser på underholdning til konfirmation for øjeblikket. Derfor opfordrer jeg også alle jer, der skal afholde konfirmationer i 2025, til at planlægge underholdningen allerede nu.
Min kalender for april og maj er stille men sikkert begyndt at blive fyldt op, så spring da til, inden det er for sent! Mit konfirmationsshow bliver i år anderledes end sidste år, og jeg sidder på nuværende tidspunkt og øver nye effekter, til når det går løs. Det bliver fedt!
Smid en henvendelse ved at udfylde kontaktformularen lige her eller ring direkte til mig på tlf. 28913718. Jeg vender tilbage så hurtigt som muligt og som regel allerede samme dag.
På gensyn i februar, og tak for jeres tid! 🙂
//Nicolaj