Halløjsa alle sammen!
… Og velkommen til et noget anderledes indlæg end normalt her på bloggen. Der er sket lidt siden februar, og jeg tænkte, det var på tide at fortælle jer lidt om et helt nyt tiltag, jeg er blevet en del af: at afholde workshops med fokus på kreativ læring og idéudvikling.
Det er et helt nyt projekt, jeg er blevet spurgt, om jeg har lyst til at være en del af. Det takkede jeg naturligvis ja til, for er der noget, jeg synes er fedt, er det at udbrede kendskabet til mit erhverv som tryllekunstner.
Workshoppen er dog en (meget) uvandt måde for mig at ”performe” på, hvis man da overhovedet kan kalde det at performe. Når jeg bliver booket som tryllekunstner til fest forventes det, at jeg er ”på” og skaber både god underholdning, fascinationsmomenter og grin. Anderledes er det være sammen med en gruppe mennesker i X antal timer, hvor fokus er på kreativ læring og idéudvikling. Når jeg optræder, har jeg kæmpestor energi hele vejen igennem, hvor det under en workshop er vigtigt at være mere lavmeldt, så deltagerne rent faktisk kan holde ud at høre på mig gennem længere tid (det bliver hurtigt meget intenst og energikonsumerende for både publikum og jeg, når jeg er i ”performance mode”).

Lær at trylle
I slutningen af februar var jeg en del af min allerførste workshop sammen med to kollegaer, hvor vi bl.a. skulle lære en lærergruppe på 45 at trylle. Vi var booket som et anderledes indslag og afbræk på en teambuilding-dag, hvor både leg og læring var i centrum.
Lærerne blev inddelt i gruppe og begav sig ud i hvert sit klasseværelse, hvor en af os lærere ventede. Da min gruppe var samlet, viste jeg dem først et lille, intimt trylleshow á 15 minutters varighed med formålet, at lærerne skulle se, at jeg altså var en professionel udøvende tryllekunstner, som kunne fascinere og imponere.
Herefter var min opgave at lære gruppen et simpelt trick, de med garanti ville kunne mestre indenfor relativt kort tid (tidsplanen var stram!). Med forståelsen for selve tricket og måden, det virkede på, var det nu op til gruppen at øve sig for hinanden og udfærdige en præsentation med afsæt i tricket. Trylleri er nemlig ikke videre imponerende, hvis ikke man formår at bygge en god præsentation op omkring det. Verdens bedste trylletrick (hvis et sådan findes) kan være fuldstændig ligegyldigt og intetsigende, hvis ikke man som tryllekunstner forstår at bygge en historie op omkring det.
Præsentationen kan variere, og der er som regel aldrig noget rigtigt eller forkert. Dybest set var øvelsen at lade tankerne få frit løb og blot lege med. Det kom der heldigvis mange interessante resultater ud af.
Flere deltagere blev frustreret, enten over ikke at kunne mestre tricket eller præsentationen, og her var det vigtigt, at jeg som underviser imødekom og forstod frustrationen. Jeg forklarede dem på rolig vis, at det at have svært ved noget er en ekstremt vigtig læring, fordi det er det, vi som regel lærer og udvikler os allermest af.
Tryllekunst tager længere tid
Deltagerne havde naturligvis ikke alverdens tid til at øve og finde på en præsentation, så med hjælp fra hinanden og læremesteren (HOST*MIG*HOST) fik vi i fællesskab stablet en simpel præsentation på benene. Og det var lige præcis det, det handlede om!
For os, der afholder workshops, er målet på ingen måde, at deltagerne skal blive habile tryllekunstnere. Nej, tværtimod handler det bl.a. om at skabe et break fra en triviel hverdag og udfordre sig selv. Derudover arbejdede vi gennem hele workshoppen med at opnå forskellige redskaber, med trylleri som omdrejningspunkt, som lærerne kunne inkorporere i deres egen undervisning fremadrettet.
Jeg kan garantere, jeg så mange frustrerede blikke og hørte mange frustrerende gloser flyve gennem luften gennem den relativt korte tid (ca. 3 timer), workshoppen stod på. Og det var fedt, for hvordan mon eleverne i klasserne har det, når læreren prøver at fortælle og lære dem noget, de ikke forstår? Netop det perspektiv gjorde vi meget ud af at italesætte, fordi det var vigtigt for os tryllekunstnere, at deltagerne forstod, at det ikke altid er let at være elev – og at man som lærer ikke kan forvente, at eleven mestrer en given opgave eller udfordring med det samme. Hvor frustrerende og besværligt det end måtte lyde.
Under workshoppen var omdrejningspunktet, at deltagerne startede fra scratch – altså havde alle et næsten perfekt udgangspunkt for at opleve frustration, irriteret hed og blive decideret sur (og ja, det var der nogle, der blev!), når et trick ikke lykkedes, når hemmeligheden i tricket blev luret, eller når præsentationen eller historien blev glemt. For sådan lærer vi bedst.
I hvert fald var workshoppen en kæmpesucces, og slutteligt afholdte vi en fælles evaluering, hvor deltagerne havde mulighed for at fortælle, hvad de havde lært, oplevet, og hvad de generelt havde syntes om dagen. Det gav anledning til en masse gode fællessnakke og det at få sat perspektiver på oplevelsen, de havde haft. Vi som lærere fik heldigvis mange roser, og samtlige deltagere havde fået en anderledes og fed oplevelse.
Jeg tog heldigvis også derfra med en oplevelse af, at min første workshop nogensinde forløb over al forventning.

Skal jeres institution have besøg af tryllekunstnere?
Tilmelding til workshop er åben, og vi er mere end klar til at rykke ud til jeres institution og give lærere eller elever en dag, de med garanti vil huske tilbage på og få noget fagligt med fra.
Send en uforpligtende forespørgsel via kontaktformularen, så vi kan planlægge et skræddersyet forløb hos jer.
Lad det være de sidste ord i denne omgang – vi ses i april måned, hvor jeg skal agere tryllekunstner til konfirmation i hobetal!
//Nicolaj