Halløjsa allesammen, og rigtig hjertelig velkommen til både dagens indlæg men også 2026! Jaja, sorry, jeg ved godt, jeg er sent på den.
Året er startet fremragende ud for mig som tryllekunstner, og indtil videre har jeg optrådt alle weekender i januar, hvilket må siges at være ganske fornuftigt. Især fordi, januar og februar typisk er døde måneder for os tryllekunstnere. Jeg har været så heldig at skabe underholdning til firmafest, underholdning til fødselsdag og underholdning til julefrokost (ja, en forsinket én af slagsen, men det tager jeg med!). Alt i alt en solid start på 2026, som jeg spår bliver et spændende og begivenhedsrigt år i forhold til både erhvervs- og privatlivet.
Mange bemærkelsesværdige nedslag kan laves for 2025, men alt det kan I læse meget mere om i mit forrige blogindlæg, hvor jeg bl.a. gør status på året, der er gået. Så lad os hellere se fremad og snakke lidt om, hvad der er sket siden sidst.
Programoptagelser for DK4
Inden jul blev jeg ringet op af en tilrettelægger på TV-kanalen DK4. Han synes, min hjemmeside så interessant ud, og i den forbindelse spurgte han, om jeg havde lyst til at deltage i et TV-program med navnet “Talent på bordet”. Formatet går i al sin enkelthed ud på, at man, i en række programmer, inviterer forskellige gæster i studiet, som har et talent for noget anderledes og skævt. Min opgave skulle bestå i, at jeg, igennem 10-12 minutter, ville få mulighed for vise alle de effekter, jeg havde lyst til, og som jeg synes var fede. Efter kort tids tøven takkede jeg naturligvis ja til at deltage, og i starten af januar indfandt jeg mig i DK4’s studie en tirsdag formiddag, og så var vi ellers klar til optagelse.
Det gik supergodt, hvis jeg selv skal sige det! Jeg synes, jeg formåede at gøre en fin figur i “spotlightet”, og jeg er grundlæggende ganske fint tilfreds med optagelserne (som jeg heldigvis har fået lov at se et sneak peak af og godkende).
Til februar (helt præcist d. 6. februar kl. 19:10), hvor programmet bliver sendt, får jeg altså igen TV-tid, og programmets fulde længde på omkring 11 minutter vil blive sendt uden at blive beskåret. Det er jeg ret stolt af. Året 2026 starter altså rimelig fornuftigt ud for en tryllekunstner som mig.
Ydermere får jeg, når optagelser har kørt i TV, mulighed for at få tilsendt hele programmet til privat brug. Det ser jeg meget frem til, og jeg har allerede en masse i støbeskeen, som videoen kan være behjælpelig med. Bl.a. skal jeg have lavet en ny showcase video som er den video, der afspilles på min hjemmesides forside, når den tilgås via computer. Skulle der sidde undrende smartphone brugere derude, som ikke har set den, så klik jer endelig ind på min hjemmesides forside via computer.

Februar – trylleworkshop
Som skrevet længere oppe er januar og februar typisk kedelige måneder i min kalender. Nok mest fordi, der ikke tænkes i festbaner ovenpå en juletid smækfyldt med familie- og venne-komsammener. De fleste trænger til en pause fra al julehurlumhejet og er formentlig godt mættet på den sociale front, ligesom de vante rutiner tilbage på arbejdet også skal etableres igen.
Helt fri holder jeg dog ikke. Jeg skal undervise ved et par workshops i samarbejde med to af mine dygtige kollegaer. Vi har stablet et rigtig fint forløb på benene, som alle og særligt skoler finder interessant. I et samarbejde med lærere, pædagoger, pedeller og andre fagpersoner, som er tilknyttet skoler, giver vi dem et afbræk fra hverdagen med en nøje tilrettelagt teambuilding-workshop, hvor grin, hygge og fascination med afsæt i trylleriet er de helt store omdrejningspunkter. Det plejer at forløbe over al forventning, og de tilstedeværende går som regel derfra lidt klogere, med udvidede kompetencer i deres rygsæk og med et magisk minde.
Tryllekunstner til konfirmation – nu vælter forespørgslerne ind
Januar karakteres bl.a. ved, at rigtig mange arrangører henvender sig med forespørgsler målrettet forårets konfirmationer. Jeg har ladet mig fortælle, det er her, forældre og øvrige gæster tæt på konfirmanden for alvor begynder at planlægge, hvordan festen skal være. Derfor er det også meget naturligt, at henvendelserne banker afsted denne måned, og i år er ingen undtagelse.
Jeg besvarer forespørgslerne efter bedste evne og med så kort ventetid som muligt, og jeg kan allerede nu fortælle, at der i dén grad er rift om pladserne. Flere arrangører er allerede blevet afvist alene på baggrund af, at andre har været hurtigere til at booke mig. Det er desværre “the never ending story” i konfirmationsperioden. Til gengæld glæder jeg mig ustyrligt meget til at skabe underholdning til konfirmationen om ganske få måneder.
Derfor synes jeg også, det er på sin plads at forespørge på underholdning til konfirmationen allerede nu, hvis I har tanker på at overraske årets konfirmand med et indslag, han eller hun sent vil glemme. Datoerne bliver kun færre, så tøv ikke med at sende en forespørgsel eller kontakte mig direkte på tlf. 28913718.

Far-rollen bliver en realitet
I starten af maj bliver vi forældre, hvilket også betyder, det bliver midt i en hektisk konfirmationsperiode. Jeg håber og satser på, at alt går godt, og at hverken arrangører eller jeg selv er nødsaget til at aflyse en aftale.
Det er en delt følelse af glæde og frygt, der på nuværende tidspunkt lurer i baghovedet, for jeg må indrømme, jeg også føler angst ved at forestille mig det ansvar, jeg om bare 3 en halv måned skal varetage. Men med en fantastisk kæreste og lidt optimisme kommer man langt, er jeg sikker på.
Og med det kom vi til vejs ende i januar måneds blogindlæg. Det har været en fornøjelse igen at opdatere jer på mit travle tryllekunstnerliv, og jeg takker ydmygt for, I har læst med helt her til.
Vi ses igen i februar.
//Nicolaj