Skip to content

Min Guide Til Den Perfekte Julefrokost – Hvorfor Skal Du Booke En Tryllekunstner?

Hejsa alle sammen, og velkommen til september måneds blogindlæg! Hvor er det fedt at se, interessen for at læse med måned efter måned stiger – og at I endda har lyst til at give mig feedback på emnerne og komme med nye idéer til, hvad I synes, jeg skal skrive om.

Derfor er månedens blogindlæg dedikeret til en trofast læser, som de seneste to år har gået med tanken om at booke et anderledes indslag til julefrokosten i firmaet, hvor han sidder i festudvalget. Han fortæller, at han, gennem læsningen af især mine blogindlæg, er blevet bevidst om, at en tryllekunstner kan være lige præcis den form for underholdning, der sætter det sidste fine touch på årets firmajulefrokost. Og til det kan jeg kun sige: Jeg kunne ikke være mere enig! – Og derfor har vi da også indgået en aftale om underholdningen til julefrokosten i år.

Tryllekunstner Nicolaj Mogensen underholder ved julefrokost med magiske indslag og Rubiks terning.

Mine bedste grunde til at booke en tryllekunstner til julefrokosten

Jeg kan med garanti fortælle jer, at min travleste periode på året, foruden konfirmationsperioden, er og bliver julefrokostperioden. Og hvorfor er det så lige den periode, hvor jeg hitter som tryllekunstner til julefrokost?

Overraskelsen

Den vel nok største årsag er, at jeg er et anderledes og overraskende indspark til de mere gængse underholdningsformer såsom komikere, musikere eller personaleplanlagte aktiviteter. Især sidstnævnte er én af hovedårsagerne til, jeg kommer i betragtning, når årets underholdning til julefrokosten skal planlægges og sikres. Ofte hører jeg, at arrangøren, der kontakter mig, ønsker at fritage sig selv eller festudvalgsgruppen for det stress, det kan være at planlægge underholdningen selv. Med et magisk indslag fra mig fjerner det den unødvendige og til tider trælse planlægningsproces, idet de trygt overlader ”scenen” til mig.

Unik julefrokoststemning

Udover det er julefrokoster, specifikt firmajulefrokoster, især kendetegnet ved de mange våde varer, der serveres og indtages. Jeg har optrådt ved firmaers julefrokoster rundt i hele landet igennem mere end ét årti, og min erfaring fortæller mig, at et beruset publikum kan skabe en fed feststemning og en unik løssluppenhed, jeg ikke på samme måde oplever ved andre arrangementstyper. Derfor er det også min overbevisning, at et trylleshow fra mig som oftest falder i god jord, nu jeg selv er en performertype, som elsker højt humør, god energi og selskabsinddragelse. Dog kan det i visse tilfælde også give udfordringer, hvis et selskab er ”lidt for godt kørende” – det er absolut ikke fedt at optræde for gæster, som har svært ved at være stille, holde koncentrationen eller hellere vil hænge ud i baren eller danse. Dét er op ad bakke! Heldigvis har min erfaring lært mig at håndtere de fleste af sådanne tilfælde, selvom jeg naturligvis aldrig kan være sikker på, hvad der venter mig, og hvor modvillige og uinteresserede gæsterne er, når jeg går på.

Engagement er nøglen

Slutteligt og i sammenhæng med ovenstående, er det vigtigt at engagere mit selskab, når jeg optræder. Min vurdering er, som nævnt tidligere, at stemningen er mere løssluppen end normalt, og derfor vil gæsterne i højere grad have noget aktivt at tage sig til for på den måde at vedblive i koncentrationen. Derfor inddrager jeg i meget høj grad julefrokostselskabet, når jeg optræder, for på den måde ved jeg, at jeg har deres opmærksomhed.

Tryllekunstner Nicolaj Mogensen underholder med magi og Rubiks terning til julefrokost.

Et let bytte at snyde for mig som tryllekunstner

Ofte mødes jeg med holdningen om, at det da må være let at optræde og snyde et selskab, der flittigt har hældt i sig inden min ankomst. Til det kan jeg kort svare: Ja…. Og nej. Jo jo, det er naturligvis lettere i den forstand, at gæsterne som udgangspunkt ikke er lige så opmærksomme, som hvis de ikke på forhånd havde indtaget diverse drikke. Men også svære i den forstand, at jeg skal have dem til at blive i effekten og koncentrere sig, så de til sidst kan blive snydt af klimakset. Lykkes det mig ikke at vedholde dem gennem en effekt, er klimakset og dermed det største potentiale for forbløffelse svær at opnå. Af samme årsag har jeg lidt et had-kærligheds-forhold til firmajulefrokoster, fordi de på den ene side er ganske unikke og (næsten) altid sjove at være en del af, men samtidig er det også den arrangementstype, der stiller de højeste krav til mig som tryllekunstner. Holder jeg mig ikke skarp fra start til slut, risikerer jeg at miste en stor del af deltagerne undervejs, idet de finder noget andet, som er mere interessant. Som eksempelvis at hente drikkelse i baren.

Konklusion

Jeg håber, blogindlægget har givet jer en bredere forståelse for, hvordan det kan være for mig at underholde ved en firmajulefrokost. Jeg må også indrømme, at jeg er blevet booket en del gange ved netop denne type julefrokoster, og efter min optræden har jeg mildest talt været i tvivl om, hvorfor arrangøren fra starten har ment, det var en top-fed idé at hyre en tryllekunstner. Når det er sagt, føler jeg altid, jeg får noget med fra mine optrædener, og det er typisk ved de mere krævende shows, jeg virkelig lærer noget om mig selv som underholder.

Tusind tak, fordi I havde lyst til at læse med – på gensyn i oktober! 🙂

//Nicolaj

Andre
blogsider